Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil have, at alle danskere lægger flere timer på arbejdsmarkedet.
Det siger han i sin store åbningstale til Folketingets åbning.
I en sjældent pessimistisk tale, som i fjerde sætning taler om, at »mørke skyer er ved at trække op i horisonten«, udpeger statsministeren manglen på arbejdskraft som den største trussel mod den danske velfærd:
»Manglen på medarbejdere koster tab af produktion, tab af velstand, tab af velfærd«, siger statsministeren.
Flere timer på arbejde
Blandt andet peger statsministeren på, at alle de, der er på arbejdsmarkedet, må arbejde noget mere. En anden løsning er, at de som i dag er på offentlig forsørgelse, kommer i arbejde.
»Det er et barskt valg. For enten må vi acceptere et tab af velstand og velfærd som følge af mangel på arbejdskraft. Eller vi må skaffe noget mere«, siger statsministeren og opfordrer til handling nu.
Statsministeren genlufter også de håndtag, regeringen vil dreje på for at få danskerne til at arbejde mere: Sygefravær skal ned, dagpengemodtagere skal hurtigere i arbejde og offentligt ansatte skal arbejde mere – mod betaling. Og peger på den lønkommission, regeringen netop er blevet enige med fagbevægelse og arbejdsgivere om, og som skal se på de offentlige ansattes lønninger. Samt på behovet for at sænke skatten på arbejde.
Hård kurs over for finansielle skurke
Fogh, der selv er presset af ringe meningsmålinger for Venstre og murren i baglandet over, at det store regeringsparti er ved at løbe tør for ideer, lovede i talen, at regeringen vil gøre alt hvad der skal til for at sikre ro og stabilitet i bankerne. Blandt andet er kontrollen med bankerne ved at blive skærpet og regler omkring bankers salg af aktier skærpes.
»Grundlæggende er den danske banksektor sund og solid. Der har vist sig enkelte brådne kar. Men gennemgående er de danske banker drevet fornuftigt og med omtanke«, siger statsministeren.
Og overfor for andre skurke
I talen lover Fogh også, at regeringen vil gribe hårdt ind over for bandekriminalitet med mere politi.
»Vi vil stoppe de uhyrlige bandeopgør«, siger Fogh.
Statsministeren bruger i øvrigt en af årets helt store taler på at love at nedbringe ventelisterne, på at rose regeringens egen udlændingepolitik og på at arbejde for at afskaffe EU-forbehold. han fremhævede også regeringens mål om grøn vækst - at Danmark skal gøres helt fri af brændsler som olie og gas.
I et stærkt værdiladet afsnit taler han om det voldsomme behov for »en værdimæssig integration« af udlændinge:
»Danmark er et gæstfrit samfund. Men vi forventer, at de, der kommer hertil, overholde vores love. Danmark er et frisindet samfund. Men vi forventer, at de, der kommer hertil, respekterer de principper, som det danske samfund og folkestyre bygger på«, siger Fogh.
fortsæt med at læse



























