Sagen om CIA’s ulovlige fangetransporter gennem dansk luftrum har verseret siden 2005. Derfor er det kritisabelt, at regeringens redegørelse om flyvningerne kommer så sent. Det mener landets tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). »Det mest kritisable i det her er, at undersøgelsen blev sat i gang så sent«, siger han efter at være blevet orienteret om redegørelsen i Udenrigspolitisk nævn. »Arbejdsgruppen blev først nedsat af regeringen i januar 2008, men der har været gætterier og gisninger faktisk siden 2005. Det er kritisabelt, at det skulle tage regeringen tre år med hårdt pres fra oppositionen at få lavet denne undersøgelse«. Amerikansk løfte Regeringen fremlagde i dag en længe ventet rapport, der skulle give svar på, om det amerikanske efterretningsvæsen har brugt dansk luftrum til ulovlige fangetransporter. Det svarer rapporten ikke på, og det har fået den danske udenrigsminister til at udtrykke sin utilfredshed over for amerikanerne.
USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice har ovenpå kritikken givet tilsagn om, at de ikke fremover vil benytte dansk luftrum til fangetransporter uden udtrykkelig tilladelse fra danske myndigheder. Positiv fremtid Og det finder Niels Helveg Petersen glædeligt »Jeg er tilfreds«, siger han. »Det er et klart fremskridt, og jeg synes, at det er et tegn på, at Bush-administrationens dage er ved at være talte«.




























