Socialdemokraterne er klar til at ændre på dagpengesystemet. Men en kortere dagpengeperiode skal kombineres med en højere sats, og den enkelte skal selv kunne vælge. Det fastslog S-formand Helle Thorning-Schmidt, da hun mødte op til forhandlinger om en ny arbejdsmarkedsreform i Finansministeriet. »Vi vil gerne være med til at modernisere dagpengesystemet. Vi skal have et mere robust dagpengesystem«, sagde Thorning. En hjælpende hånd til a-kasserne Socialdemokraternes forslag går ud på, at man skal kunne vælge at få dagpenge i en kortere periode.
Til gengæld skal satsen så være højere. Men S vil ikke være med til en generel forkortelse. Regeringen har afvist den socialdemokratiske model, fordi den efter regeringens opfattelse ikke vil skaffe flere i arbejde. V og K ser alene modellen som en hjælpende hånd til a-kasserne, der har svært ved at holde på de højtlønnede. Og det er også en del af formålet, bekræfter Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov. »Vi er bekymrede over frafaldet fra a-kasserne. Det skyldes blandt andet, at mange alligevel ikke kan betale deres terminer på dagpenge«, siger Adelskov. Politisk abespil mellem S og Løkke Ifølge Politikens oplysninger går regeringen stadig efter at forkorte dagpengeperioden. Men også Dansk Folkeparti er imod. DF vil til gengæld gerne være med til skærpe rådighedsreglerne. Forud for dagens forhandlinger er der foregået et politisk abespil mellem Socialdemokraterne og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). Helle Thorning-Schmidt meddelte i går medierne, at hun følte sig smidt ud af forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform. Det fik i aftes Løkke til over for Berlingske Tidende at erklære sig »totalt målløs«. Han var nemlig i fuld gang med at inviterer alle partier – minus Enhedslisten – til forhandlinger i dag. »Det skal da have sin prøve, om Socialdemokraterne er til noget her«, sagde Lars Løkke i aftes. S mødte talstærkt op Stemningen mellem S og regeringen er bl.a. forpestet af, at Helle Thorning-Schmidt under åbningsdebatten aflyste manglen på arbejdskraft som et akut politisk problem. Fokus lige nu bør være på risikoen for øget ledighed, mente hun. Det fik regeringens top til at angribe Thorning voldsomt for at forsøge at score stemmer på befolkningens frygt midt i finanskrisen og for at kunne skade dansk økonomi endnu mere ved at tale danskerne helt ned i et sort hul, så alt kan gå endnu mere i stå. Styrkeprøven blev illustreret af, at Socialdemokraterne mødte op til forhandlinger med det meste af ledelsen.




























