Spionjagt er udeladt i PET-rapport

Lyt til artiklen

Om tre måneder afleverer den såkaldte PET-kommission efter ti års arbejde en rapport om PET’s aktiviteter i koldkrigsårene. 4.500 sider fordelt på 16 bind. Men de mange sider indeholder efter Politikens oplysninger ikke konkrete og detaljerede oplysninger om den jagt på en højtplaceret dansk spion, som Politiets Efterretningstjeneste gennemførte i 60’erne og starten af 70’erne.
Højst placeret embedsmand i søgelyset
Spionjagten bliver dokumenteret i en ny bog, ’Spionernes krig’, der fortæller historien om Forsvarets Efterretningstjeneste. Den beskriver blandt andet, hvordan efterretningstjenesterne fra 1961 og mange år frem jagtede en dansk topspion, formentlig en højtplaceret embedsmand. Det var en russisk KGB-afhopper, der i 1961 fortalte vestlige efterretningsvæsener om spioner i egne rækker. Det førte til afsløringer af højtplacerede spioner i andre lande, men ikke Danmark, trods mange års jagt, anført af Politiets Efterretningstjeneste. Penge eller ideologi Formand for PET-kommissionen, landsdommer Leif Aamand, ønsker ikke at oplyse detaljer om rapporten, men siger, at kommissionen ikke har beskæftiget sig med spionage, hvor motivet er penge. »Hvis der ikke har været formodning om en ideologisk baggrund for den spion, man jagtede, så har det været naturligt, at PET ikke har givet os materiale om det«, siger Leif Aamand. S og DF vil vide noget mere Den forklaring er ikke god nok, mener flere politikere: »Hvis der har været en sådan jagt på en topspion, så er det ikke afgørende, om motivet var penge eller ideologi. Så må vi have noget mere at vide«, siger Morten Bødskov, næstformand for Socialdemokraterne. Formand for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, er enig med Bødskov: »Vi må have tjekket, hvad der skete. Det er en del af den kolde krigs historie, og vi er langt efter mange andre lande, bl.a. USA, når det gælder åbenhed om den slags«, siger Peter Skaarup.

Opgave for en anden kommission
De mener dog begge, at det vil være forkert at bede PET-kommissionen tage spionsagen op nu, hvor kommissionen efter ti års arbejde endelig er ved at være færdig. I stedet kan man lade en anden kommission undersøge sagen, når PET-kommissionens rapport er færdig, mener de.

»Man kan undre sig, hvis kommissionen ikke har fundet frem til spionaffæren, men det vil være uheldigt at bede den om mere, nu hvor den er så forsinket», siger Peter Skaarup.

Morten Bødskov undrer sig også over, at PET-kommissionen ikke har set på spionsagen:

»Den russiske afhoppers afsløringer satte jo en del i gang i de vestlige lande«.

Konservative vil ikke videre mere

Den konservative Tom Behnke, medlem af Folketingets Retsudvalg, mener derimod ikke, at spionjagten skal undersøges nærmere.

»Der vil altid være gisninger om den slags, og det er en fast del af efterretningstjenestens arbejde at holde øje med spioner i egne rækker. Jeg kan ikke se, hvad man vil få ud af at bruge en del resurser på at undersøge den gamle sag nærmere«, siger han.

Sagen om Langseth

Spionjagten, der blev udløst af KGB-afhopperen, løb ud i sandet i 70’erne. Men ifølge ’Spionernes krig’ fik sagen et efterspil:

I 1978 skrev den tidligere næstkommanderende i Forsvarets Efterretningstjeneste, P.A. Mørch, i et brev til sin efterfølger, Peter Ilsøe, at hans teori var, at topspionen, der ikke blev afsløret, var Forsvarsministeriets daværende departementschef, Carl Langseth.

Forsvarsministeriet har de seneste dage undersøgt, om der er materiale i FE, PET eller andre steder, der kan understøtte Mørchs mistanke, men fandt intet.

Ministeriet vil dog nu vurdere, om der er grundlag for at gå dybere ned i påstanden om Langseth som spion.

Og det forventer Morten Bødskov, at ministeriet gør.

»Det er jo en alvorlig anklage, så jeg går ud fra, at ministeriet undersøger Langseth-sagen til bunds og sender Retsudvalget og Forsvarsudvalget en redegørelse«, siger Morten Bødskov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her