VKO griber ind mod internt kævl

Lyt til artiklen

En regerings værste fjende er normalt oppositionen. Men lige nu er internt kævl og splid den alvorligste trussel mod VKO-samarbejdet. Efter flere måneder med anonyme angreb på kryds og tværs mellem de to regeringspartier og Dansk Folkeparti frygter flere centrale ministre, at VKO-alliancen nedbryder sig selv indefra. I et forsøg på at stoppe spliden har den konservative folketingsgruppe nu givet sig selv mundkurv på. Ingen må bidrage – heller ikke anonymt – til historier om uenigheder mellem Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti. »Det er kun skadeligt. Vi risikerer at tale os selv ud af regeringskontorerne. VKO skal rette skytset mod oppositionen. Ikke mod hinanden«, siger et medlem af den konservative ledelse. Et stående dekret Ifølge Politikens oplysninger har faren ved den interne ballade været drøftet direkte mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og vicestatsminister Lene Espersen (K). Hos Venstre har der længe været et stående dekret om, at det – som det største parti – er Venstres opgave at holde sammen på projekt VKO.

Den ordre er blevet indskærpet flere gange, efter at Lene Espersen for to måneder siden overtog magten hos de konservative. Venstres folketingsgruppe og ministre skal lade være med at indvie pressen i deres frustrationer over Lene Espersens succesfulde medieprofilering af de konservative og strandhugsten blandt Venstres vælgere. Som selvfølgelig giver uro i Venstre – især blandt dem, der sidder på de yderste mandater. DF: Slut med kritik af Fogh For nylig har Dansk Folkepartis ledelse også besluttet, at det skal være slut med den voldsomme kritik af Foghs rejseaktivitet og mulige interesse for en international toppost i EU eller Nato. Analysen er, at DF-leder Pia Kjærsgaard nok har kritiseret rejserne en gang for meget. Og at det for alvor kan blive farligt, når der også internt i Venstre er – endnu godt nok kun enkelte – kritiske røster, der mener, at partiet mangler synlig ledelse, og at Fogh har for travlt med at være ude i den store verden. Derfor vil Dansk Folkeparti bruge Foghs seneste løfte om, at han genopstiller ved næste valg, som figenblad til at lukke ned for den kritik. DF-ledelsen er også meget opmærksom på ikke at ødelægge chancen for, at Lene Espersen faktisk kan betyde et bedre forhold mellem K og DF end under Bendt Bendtsen. K følte sig underløbet Den dårlige stemning i VKO startede med sommerens debat om EU og udlændingepolitikken og tog voldsomt til, da Lene Espersen blev ny konservativ leder. DF var rasende over, at Lene Espersen i tv fremstod som fadder til udlændingeaftalen efter Metockdommen, selv om den var forhandlet alene mellem Fogh og DF-toppen. I Venstre gav det anledning til frustration, da K-lederen som den første minister reagerede på, at den terrormistænkte tuneser på tålt ophold går frit rundt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her