Venstre vil ikke opgive tankerne om en skattereform, selv om Dansk Folkeparti nu har meldt ud, at de kun går efter justeringer af skattepolitikken.
Det siger partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, der fastslår, at regeringens ambitioner står ved magt.
»Lad os nu se – der kan ske meget i dansk politik. Regeringens ambition er stadig den samme. Vi arbejder stadig for en ambitiøs skattereform«, siger Inger Støjberg. DF vil ikke være med
Det er Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, der har sået tvivl om støttepartiets ambitioner i forhold til en skattereform. Thulesen Dahl mener, at finanskrisen gør, at man skal skabe tryghed, og det vil en stor skattereform ikke gøre – den vil tværtimod skabe usikkerhed.
Og dermed er der en risiko for, at skattereformen lider samme skæbne som den arbejdsmarkedsreform, der skulle have skaffet mere arbejdskraft til det hungrende danske arbejdsmarked ved at skære i dagpengeperioden, men som faldt til jorden, fordi hverken DF eller Socialdemokraterne ville forkorte perioden. »Meget kan ske«Kan regeringen holde til ikke at få en skattereform igennem, når nu man heller ikke fik en arbejdsmarkedsreform igennem?
»Jeg vil ikke forholde mig til det endnu. Meget kan ske i dansk politik, men om vendt skal der ikke herske tvivl om, at ambitionen fortsat er at få en ambitiøs skattereform igennem, som bl.a. kan nedsætte skatten på arbejde«. Hvor irriterende er Dansk Folkeparti i øjeblikket?
»Jeg er ikke typen, der lader mig irritere, men det er da klart, at det er en udfordring, vi står over for. Men omvendt har det gentagne gange vist sig, at vi kan finde gode løsninger med Dansk Folkeparti«.
Ambitionen er den samme
Nu var DF jo ganske klare i udmeldingerne op til forhandlingerne om en arbejdsmarkedsreform, at de ikke ville være med til ændringer på dagpengene – og sådan blev det så. Nu er de klare i mælet på en skattereform, så hvad vil det egentlig betyde for den almindelige dansker, hvis vi ikke får en skattereform?
»Jeg vil ikke begive mig ud i den slags diskussioner nu. Jeg kan bare sige, at vores ambition er den samme, som den altid har været, og at meget kan ske i dansk politik, så lad os nu se«.
»Men der er ingen tvivl om, at det er en vigtig reform, og derfor ser vi den også gerne gennemført«, siger Inger Støjberg.




























