Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) bestrider sine poster, indtil statsministeren siger stop. Sådan lød hendes klare melding, da hun ved 15.30-tiden i dag snakkede med pressen efter en dag, hvor hun kun har villet snakke med Kristeligt Dagblad. »Hør nu her: Jeg har påtaget mig noget, jeg har aftalt med statsministeren, og jeg er altså ikke den type, der render af pladsen, vel?«, sagde Birthe Rønn Hornbech. En tid i strid modvind Hun har ellers været i strid modvind den seneste tid. Mandag 17. november debatterede hun via pressen med partifælle og velfærdsminister Karen Jespersen, hvorvidt man bør gå i dialog med ekstremister. Fredagen efter sagde hun til Politiken, at hun havde været »utilpas« ved at skrive under på udvisningen af den tuneser, der er mistænkt for at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard. Situationer fik Anders Fogh Rasmussen (V) til at tage en såkaldt kammeratlig samtale med Rønn Hornbech, ligesom statsministeren på sit pressemøde i går kaldte hende »ikke helt almindelig«. En gevaldig skideballe Den kammeratlige samtale var dog ikke så kammeratlig endda: »Jeg har da fået en gevaldig skideballe«, sagde Birthe Rønn Hornbech. »Statsministeren giver de skideballer, han giver, og jeg modtager de skideballer, jeg får. Og jeg render ikke af pladsen, når først jeg har påtaget mig noget. Det er statsministeren, der afgør det«, sagde integrations- og kirkeministeren. Trættende journalister Siden statsministerens røffel til Birthe Rønn Hornbech på gårsdagens pressemøde, har massevis af journalister forsøgt at få en kommentar fra hende. Men hun har været helt tavs. Ved 13-tiden snakkede hun endelig med Kristeligt Dagblad og endnu et par timer senere med resten af den fremmødte presse. Da forklarede hun: »Det er da trættende. I gider ikke snakke om alle de fantastiske initiativer, vi laver i Integrationsministeriet, eller hvad vi snakker om til samråd i kirkeudvalget i dag. I vil hele tiden have sådan noget fnidder og vide, om jeg går eller kommer. Det er da ret irriterende«, sagde Birthe Rønn Hornbech.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























