Regeringen er klar til at sælge op til 25 procent af DSB eller give DSB færre statslige penge end hidtil til at køre tog i Danmark. Det erfarer Politiken forud for fremlæggelsen af regeringens stort anlagte trafikinvesteringsplan. Pengene, som regeringen vil få fra et salg af en del af DSB, skal være med til at finansiere den trafikplan, der skal fastlægge trafikinvesteringerne frem til 2020. DF afviser ikke planen En løsning, som Dansk Folkeparti ikke er afvisende over for. »Vi vil godt være med til at se på et salg af dele af DSB. Rent principielt er jeg ikke imod et salg, men vi skal selvfølgelig se nærmere på nogle beregninger«, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen. Foruden et muligt salg af DSB erfarer Politiken, at regeringen vil oprette en såkaldt trafikinvesteringsfond, hvor penge fra salg af Scandlines Færger, en senere tilbagebetaling af Storebæltsbroen og indtægter fra roadpricing skal betale en del af fremtidens investeringer i trafik. Pengene mangler Fremlæggelsen af infrastrukturplanen er flere gange blevet udskudt, og ifølge Politikens kilder er det kun spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra, der mangler at blive endeligt afklaret.
Det ventes, at der findes en løsning, når regeringens magtfulde koordinationsudvalg holder møde om sagen i fredag. I alt skal politikerne finde omkring 80-100 milliarder kroner til at finansiere investeringerne. Det er endnu ikke opgjort, hvad et salg på 25 procent af DSB vil være værd for staten.



























