Fortiden indhenter Rosenkrantz-Theil

Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev i 2003 overhældt med  rød maling - en aktion som Pernille Rosenkrantz-Theil dengang ikke ville tage afstand fra.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev i 2003 overhældt med rød maling - en aktion som Pernille Rosenkrantz-Theil dengang ikke ville tage afstand fra.
Lyt til artiklen

Fortidens støtte til venstrefløjsaktioner på den forkerte side af loven rammer nu det tidligere medlem af Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Rosenkrantz-Theil fortæller i dag i Politiken, at hun har meldt sig under Socialdemokraternes røde faner. Og hendes nye partiformand, Helle Thorning-Schmidt, regner med, at Rosenkrantz nu vil tage afstand fra en aktion på Christiansborg i 2003, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev overhældt med rød maling på gangen på Christiansborg. »Jeg kan lige så godt sige, at det regner jeg selvfølgelig med, hun vil nu. Jeg tager selv skarpt afstand fra det. Jeg mener slet ikke, det hører hjemme i et demokrati, så Socialdemokraternes holdning er fuldstændig klar på det punkt. Alle former for chikane af politikere er uhørt i et demokrati«, siger Thorning-Schmidt til Ritzau. Rosenkrantz tog ikke afstand Aktivisterne kom ind som uanmeldte gæster til Rosenkrantz-Theil, og selv om folketingsmedlemmet ikke selv var til stede, sagde hun efter aktionen, at det kunne hun også selv have fundet på. Socialdemokraternes formand byder alligevel Rosenkrantz-Theil »varmt velkomment«. Og hun stiller intet krav om, at det nye medlem skal tage afstand til fortidens holdninger. Thorning-Schmidt har ikke tænkt sig at »quizze« det nye medlem vedrørende malingsaktionen. Thorning siger, at hun er overrasket over, at Rosenkrantz-Theil har valgt at melde sig ind i Socialdemokraterne. Men hun siger, at S er et bredt parti og at hun regner med, at Rosenkrantz har overvejet sagen grundigt, inden hun meldte sig ind. DF: Det er en ynk Så let slipper Rosenkrantz’ partiskift ikke hos DF's førstedame, Pia Kjærsgaard. Hun kalder det »ynkeligt« og »rystende«, at Socialdemokraterne med åbne arme tager imod det tidligere medlem af Enhedslisten. Kjærsgaard siger, at det bør være en betingelse for partikortet at Rosenkrantz lægger afstand til sin fortid. »At Socialdemokraterne optager hende som medlem må blive deres sag, selv om jeg ikke forstår det, men at de ikke afkræver, at hun afsværger sin tidligere udemokratiske, autonome adfærd, det er under al kritik«, siger Kjærsgaard: »Når jeg tænker på, hvad Dansk Folkeparti har været igennem. Vi kunne aldrig drømme om at optage nogle yderliggående på den ene eller anden fløj. Dem undgår vi. Og opdager vi, at de er i partiet, så får de en returbillet. Det er den holdning, vi har til antidemokratiske kræfter. Det er rystende, at Socialdemokraterne tager så let på det her«, siger Pia Kjærsgaard. Ved aktionen på Christiansborg blev Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller overhældt med en rød maling af to unge mænd fra gruppen Global Aktion. Malingen skulle symbolisere, at de havde blod hænderne med deres beslutning om at lade Danmark gå med i krigen mod Irak.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her