Socialdemokraterne vil gerne være med til at sparke gang i økonomien ved at sende milliarder af kroner ud til nye skoler, plejehjem og idrætsanlæg.
Det siger partileder Helle Thorning-Schmidt.
»Vi er helt klar til at investere i det offentlige. Vi har sagt de seneste fire måneder, at vi er klar til at føre en ekspansiv finanspolitik«, siger Helle Thorning-Schmidt.
»Dybt useriøst af DF«
»Men det er dybt useriøst, at Dansk Folkeparti har siddet med til finanslovsforhandlinger og ikke har fået dette igennem tidligere, men først kommer med det nu«, siger partilederen.
Det er Dansk Folkeparti, der i dagens udgave af Politiken foreslår, at den kommende bankpakke skal være lidt mindre mod, at der bliver penge til at investere i byggeri og renovering af offentlige anlæg.
Ifølge partiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl skal det sparke gang i økonomien. Bankpakke skal nedtones Men derudover tjener forslaget også det formål – siger Kristian Thulesen Dahl – at lægge en dæmper på Socialdemokraternes forslag til en bankpakke, hvor Socialdemokraterne har foreslået at bruge op mod 100 milliarder kroner på at redde landets banker ud af finanskrisen. »Man skal ikke blande bankpakken sammen med de offentlige investeringer. Det er to forskellige ting, og der er brug for at bankpakken bliver så stor, at den også virker«, siger Helle Thorning-Schmidt. Begge dele skal prioriteres
Men hvad er vigtigst?
»Det er meget vigtigt begge dele, og hvis vi sad i regering, så havde vi gjort begge dele«, siger Thorning-Schmidt.




























