Den tidligere folketingskandidat for det hedengangne Ny Alliance, Lars Kolind, er både glad for og ked af, at Naser Khader forlader Liberal Alliance.
Ked af det, fordi han godt kan lide Naser Khader som person – glad fordi han mener, at det nu bliver nemmere at gennemføre det projekt, som er sat i søen.
»Jeg siger ikke, at Naser ikke er inde i sagerne, men nu bliver Anders Samuelsen valgt til leder, og han kan i hvert fald på en enkel og præcis måde forklare, hvad det er vi vil, eksempelvis når det gælder den økonomiske politik«, siger Lars Kolind.
Stor respekt for Khaders beslutning
Kolind blev danmarkskendt, da han i forbindelse med valgkampen i 2007 foreslog, at danskere bosiddende på Fyn i forbindelse med en forsøgsordning kun skulle betale 40 procent i skat.
Et forslag, som blev skudt ned – blandt andet af Naser Khader. »Jeg har stor respekt for, at Naser beslutning, for der ligger vel i det, at han samtidig anerkender, at han ikke er den rigtige mand på posten«, siger Lars Kolind:
»Men omvendt er jeg skuffet over, at siger, at han går, fordi partiet er blevet liberalistisk – for det er overhovedet ikke tilfældet. Det er liberalt, men ikke liberalistisk«.



























