Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som ny generalsekretær for Nato. Statsministeren som EU’s første præsident. Statsministeren som EU-kommissær. Eller statsministeren på en vigtig toppost i FN. Der går nærmest ikke en dag, uden at Anders Fogh Rasmussen bliver kædet sammen med et job i udlandet, og dermed er der heller ikke en dag, hvor spekulationernes exit fra Statsministeriet ikke er på dagsordenen. Og sådan må det være – for det er jo selvsagt vigtigt, om landets fungerende statsminister nu også bliver på sin post, eller om han skal erstattes af Venstres kronprins og finansminister, Lars Løkke Rasmussen. Men hvad er egentlig status – forlader Fogh den synkende skude, eller bliver han hængende? Forvirring på et højere plan I gårsdagens udgave af Financial Times fik klummeskribent Tony Barber den store internationale kabale til at gå op ved at gøre den tidligere engelske premierminister Tony Blair til EU-præsident, den nuværende formand for EU-kommissionen José Manuel Barroso skulle forblive på sin post, den nuværende Nato-generalsekretær Jaap de Hoop skal være EU-udenrigsminister – og Anders Fogh Rasmussen skulle så sætte sig i generalsekretærstolen hos Nato. I dag kan man så læse i Berlingske Tidende, at kommentator Thomas Larsen – der er kendt for at have god kontakt til Anders Fogh – afviser, at Fogh rejser nogen steder.
Der hersker med andre ord forvirring på et højere plan om Foghs fremtid. Nye visioner mangler Men lad os starte med argumenterne for, at Anders Fogh Rasmussen forlader dansk politik: Statsministeren har nu siddet over syv år som statsminister i Danmark. Han kom til magten på et slogan om ’Tid til forandring’, der blandt inkluderede et skattestop, strammere udlændingepolitik og hårdere fængselsstraffe til kriminelle. Alt det er gennemført. Kommentatorer begynder at tale om, at regeringen mangler nye visioner. Meningsmålingerne falder.
