Udenrigsminister Per Stig Møller (K) vil ikke svare på, om han selv eller embedsmænd i udenrigsministeriet »har taget kontakt til andre lande for at foreslå eller drøfte statsministeren som kandidat til et job i NATO eller EU«. Det vil det socialdemokratiske folketingsmedlem Torben Hansen ellers gerne have haft svar på i et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til udenrigsministeren. Men Per Stig Møller mener, at han af princip ikke bør udtale sig om sager af den karakter.
Rygter om udlandet
Han svarer, at »sonderinger og forberedelser« skal kunne »foregå i fortrolighed«. I det seneste stykke tid har der svirret rygter og formodninger om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er på vej til at besætte en post i udlandet.




























