Først ville de ikke, så ville de godt, og nu stemmer Dansk Folkeparti klart nej til et fixerum i København. Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti ønsker for alvor, at aflive spekulationerne. »Kommer der et beslutningsforslag, stemmer vi nej. For vi har ikke set noget, der gør, at vi vil stemme ja nu«, siger Liselott Blixt. DF: Medierne konkluderede for hurtigt Hun afviser, at Dansk Folkeparti nogensinde har sagt, at de vil stemme for sådan et forslag. Det er derimod medierne, der har drejet hendes udtalelser. »Det er journalister, der har troet, at vi ville stemme for. Men det vi siger er, at vi ser med andre øjne, end hvad vi har gjort tidligere. Derfor har vi også sagt ja til lægeordineret heroin. Men vi vil ikke sige ja til fixerum, før vi ser, hvordan det forsøg forløber«, siger Liselott Blixt. Selv om Dansk Folkeparti allerede nu melder klart ud, kan partiet godt gøre sig klar til at forklare sig. SF, med Kamal Qureshi i spidsen, arbejder nemlig på højtryk for at færdiggøre et beslutningsforslag. »Dansk Folkeparti må i folketingssalen forklare, hvorfor de har lavet sådan en kovending«, siger Kamal Qureshi og fortsætter: »Jeg håber, at de vil fortælle de mennesker på Vesterbro, som dagligt oplever kanyler i sandkassen og ser narkomaner med store bylder, fordi de fixer i regnvand, hvorfor DF hellere vil have fixerum i folks trappeopgangene i stedet for et sikkert sted, hvor der er sygeplejersker til stede«. DF venter på resultater Men Dansk Folkeparti vil vente at se resultaterne fra andre lande, før de igen vil se på at lovliggøre fixerum. Før de resultater tikker ind, stemmer de ikke for. »Vi vil se på det, men er ikke lige så stejle, som vi var, før vi sagde ja til lægeordineret heroin. Alt det vil vi kikke på, og så tager vi den med tiden«, siger Liselott Blixt. Men Kamal Qureshi er uforstående over for, at Dansk Folkeparti ikke kender til resultater fra udlandet. »Undskyld mig, men det er fis i en hornlygte. Det er noget, der har kørt i årevis. I Hamburg, Schweiz, Canada og en lang række andre lande har de haft fixerum i årevis, og der er gode resultater fra dem. Så det er allerede afprøvet med gode statistikker«, siger Kamal Qureshi. Tragisk for københavnerne Resultaterne viser blandt andet, at der er sket en reduktion i dødsfald og bivirkninger, forklarer Qureshi. Han mener, at Dansk Folkeparti taler udenom, når de bringer netop dét på bane. »Det er tragisk for de københavnske narkomaner. Det gør mig også en smule vred, for det er som om, at narkomaners liv er mindre værd. Havde Dansk Folkeparti virkelig bare set på, hvis man med et enkelt forslag havde kunnet redde 50 rige pensionister«, spørger Kamal Qureshi. Der findes i øjeblikket et sundhedsrum på Vesterbro. Men narkomanerne må ifølge loven ikke fixe inde i rummet, hvor der er sygeplejersker til stede. Derfor samles de ofte ude på gaden foran stedet og fixer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























