Pia K: Vi har stadig krav til skattereformen

Lyt til artiklen

Selv om Dansk Folkeparti har nikket til regeringens skatteudspil, så møder partiet stadig op med en række krav, når de endelige forhandlinger om en skattereform går i gang i morgen. Det siger partileder Pia Kjærsgaard: »Vi er ikke enige i det hele, men det er langt bedre end det Skattekommissionen kom med. Men jeg kan ikke sige, at det er klappet af, og at det bliver det her, som bliver gennemført. Nu kommer der nogle forhandlinger, og der skal vi klart have nogle forbedringer ind, for der er stadig en lidt skæv fordelingspolitik i det her«, siger Pia Kjærsgaard. Skæv social profil Partilederen ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke krav DF har, men hun gør det klart, at de grønne afgifter giver en skæv social profil, fordi de grønne afgifter kan være en større belastning for dem med lavest indkomst. »Vi siger ikke mere nu, men vi regner med at kunne løfte sløret for mere i morgen«, siger Pia Kjærsgaard, der inviterer S og SF indenfor, hvis de har lyst til at være med på regeringens og DF’s principper. Vil ikke give accept »Selvfølgelig – vi er jo ikke imod brede forlig, så hvis de kan tilslutte sig, så skal de være velkomne, Men det kræver, at de siger ja til skattestoppet – og der skal vi have et klart svar«, siger Pia Kjærsgaard, der er glad for, at regeringen har lyttet til kritikken omkring ændringer af rentefradraget. »Det som Skattekommissionen præsenterede var alt for vidtgående, og jeg er glad for, at regeringen har taget kritikken til indtægt. Det her vil jo blive indfaset over en lang, lang periode (rentefradraget nedsættes fra 2012 til 2019 med en procent om året, red.), og man bliver oven i købet kompenseret, hvis man skulle blive ramt. Så overordnet set synes jeg, at det ser meget fornuftigt ud. Men jeg vil gerne understrege, at vi ikke giver nogen accept, før vi kommer igennem forhandlingerne«, siger Pia Kjærsgaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her