Hvornår går de politiske forhandlinger om regeringens skatteudspil i gang? »Onsdag morgen tager finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) hul på forhandlingerne om skattereformen. Fra morgenstunden kommer Socialdemokraterne og SF, og så er de øvrige partier tilsagt i Struenseværelset i Finansministeriet med nogle timers mellemrum. Den første runde er såkaldte sættemøder, hvor partierne meget overordnet melder deres krav for at være med i en aftale«. Er det hele aftalt med Dansk Folkeparti på forhånd? »Ikke formelt. Men regeringen har orienteret Dansk Folkeparti om udspillet på forhånd, og Dansk Folkeparti har nikket til hovedtegningen i reformen. Men selvfølgelig skal DF have nogle markante indrømmelser i de formelle forhandlinger«. Hvad vil Dansk Folkeparti gå efter i forhandlingerne? »Dansk Folkeparti vil have en bedre social balance i kompensationen for grønne afgifter. Med regeringens udspil får alle voksne en grøn check på 700 kr.. Uanset indkomst. DF vil gå efter at få kompensationen målrettet mere til mennesker med lav indkomst, pensionister og andre på overførselsindkomst. DF er også kritisk over for afgiftsdelen af regeringens udspil, fordi der ikke er nogen særlig kompensation til børnefamilier«. »Et andet hovedkrav er, at der skal rykkes på skattelettelserne, så der bliver givet mindre på topskatten og mere i bunden. Endelig vil Dansk Folkeparti kræve mere til pensionisterne«. Kommer Socialdemokraterne og SF med i en skatteaftale? »Det er meget tvivlsomt. Signalerne fra både regeringen og de to partier – der har indgået en musketer-ed om at forhandle sammen – tyder på, at begge parter allerede har opgivet at nå til enighed«. »Regeringen har stillet to ultimative krav, som gør det vanskeligt for S og SF at være med. Skattestoppet skal gælde uændret efter reformen, og skattereformen skal være underfinansieret i starten. Så der lukkes penge ud til skattelettelser i reformens første år, mens pengene først kradses ind igen på et senere tidspunkt«. »S og SF har modtaget regeringens udspil med meget hård kritik. Det er et sikkert tegn på, at de to partier ikke forventer at gå med i en aftale. Når der forhandles seriøst, er tonen mere afdæmpet og formuleringerne rundere«. Hvad så med de radikale? »Det er også tvivlsomt. Men regeringen vil formentlig gøre et forsøg på at få de radikale med. Fordelen for regeringen vil være, at reformen så vil se politisk bredere ud, samtidig med at S-SF-R fremstår endnu mere splittet«. Hvornår vil der være en politisk aftale om skattereformen? »Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har stillet som et tredje krav, at reformen skal være på plads i løbet af få dage. Det skal sikre, at der ikke skabes unødig utryghed på det i forvejen kriseramte boligmarked. Dansk Folkeparti er klar til lynforhandlinger, så alt tegner til, at reformen er på plads i løbet af weekenden eller lige i starten af næste uge«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























