Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser oplysninger i pressen om, at han skulle have meddelt de ledende Nato-lande, at han er klar til topposten som ny generalsekretær for Nato. Men ellers nægter Fogh stadig at svare på spørgsmål om hans mulige kandidatur. Berlingske Tidende skriver i dag, at Anders Fogh Rasmussen både har meldt sig klar til posten, og har bedt de store lande om deres opbakning.
Det skulle blandt andet være foregået på Foghs nylige rundrejse til regeringscheferne i London og Berlin. Men det benægter Anders Fogh Rasmussen. »Den historie kan jeg klart afvise, men i det hele taget vil jeg ikke udtale mig om sagen«, sagde Fogh, da han onsdag eftermiddag havde været i folketingssalen for at svare på spørgsmål – om klima. Beslutningen træffes til april Ligesom på sit pressemøde i går afviste Anders Fogh Rasmussen alle journalisternes spørgsmål vedrørende Nato og valget af ny generalsekretær. Fogh sagde dog, at han forventer, at beslutningen bliver truffet på Natos topmøde i begyndelsen af april. »Det er for lang tid siden besluttet, og det tror jeg også, at flere har udtalt sig om, at det forventes på topmødet«, sagde Fogh.




























