Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) meddelte i går, at hun ikke vil blande sig i, hvem der skal være Socialdemokraternes spidskandidat i København efter hende.
Alligevel tegner der sig et billede af, at et af hendes fire bud på en afløser, løber med posten. Fire gode bud Det vurderer blandt andre S-kredsformand i Sundbyvester, Robert Nielsen. »Det er fire ganske udmærket politikere, som har gjort et godt stykke arbejde sammen med Ritt«, siger Robert Nielsen. Selv om han endnu ikke vil fastlåse sig på en spidskandidat, afviser han derfor ikke, at borgmester Jakob Hougaard (S), gruppeformand Jesper Christensen (S), Anne Vang (S) eller Ikram Sarwar (S), bliver spidskandidat til efterårets valg til borgerrepræsentationen. Svært at kile sig ind Ifølge Robert Nielsen bliver det svært for en kandidat udefra at vælte en af de fire af pinden. »Hvis der kommer en udefra, så skal det være én, der virkelig har tyngde. Men jeg kan slet ikke forestille mig, hvem det skulle være«, siger Robert Nielsen. Men det kan kredsformand i Indre By, Eskild Dahl Pedersen, godt. Han peger nemlig på Christine Antorini. Tvivl om kandidat udefra Knapt så åbenmundet er S-formanden i Brønshøjskredsen, Bent Christensen. I stedet for at løfte sløret for hvilke navne, der bliver diskuteret i hans kreds, trækker han på det, når en udefra kandidat nævnes. »Jaa, det er ikke helt usandsynligt, at der kommer en udefra,« siger Bent Christensen. Mere vil han ikke sige, da både Jakob Hougaard, Jesper Christensen og Anne Vang alle kommer fra Brønshøjskredsen.



























