Regeringen er dybt bekymret over udsigten til, at især ungdomsarbejdsløsheden stiger under den økonomiske krise.
Samtidig vil beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) forsøge at sikre, at arbejdsgiverne om ikke skærer ned i antallet af lærepladser. »Det er dybt bekymrende, for vi har jo også lagt mærke til, at under opsvinget fik de helt unge kontanthjælpsmodtagere under 25 år ikke glæde af opsvinget i samme målestok som alle andre ledige«, siger Claus Hjort Frederiksen. »Derfor har vi et problem. Det er jo de unge mænd, der er droppet ud af uddannelsessystemet, og som måske har haft nogle velbetalte job. Og her under krisen bliver de så fyret«. Hjort opfordrer til uddannelse Antallet af unge på dagpenge i aldersgruppen 16 til 24 år er firedoblet i løbet af de sidste otte måneder, viser en opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Også antallet af unge på kontanthjælp er steget voldsomt. Beskæftigelsesministeren håber, at det kan lade sig gøre at få de unge ledige »dirigeret ind i uddannelsessystemet«. »Det, der kan hjælpe den gruppe på lang sigt, er jo at få en uddannelse. Vi ved jo, at hvis man har en uddannelse, klarer man sig generelt bedre, og det er de ufaglærte, der bliver ramt af skiftende konjunkturer. Så vi skal have en forstærket indsats for at få dem ind i uddannelsessystemet«, siger Claus Hjort Frederiksen. »Måske kunne det være en positiv sidegevinst ved krisen, at de unge så bliver mere motiveret til at gå ind i ordinær uddannelse«. Færre praktikpladser Samtidig med øget ungdomsledighed er antallet af praktikpladser faldet kraftig i de seneste måneder. Det kan gøre det sværere for unge at gennemføre en håndværkeruddannelse. »Det er noget af det, regeringen kigger på. Vi er stærkt optaget af, at virksomhederne opretholder en stor uddannelsesaktivitet, selv om vi har en lavkonjunktur«, siger Claus Hjort Frederiksen. Men der er jo allerede skåret voldsomt ned i antallet af lærepladser? »Det er bekymrende, og det er også noget, vi vil se på«.




























