Helle Thorning-Schmidt vil have valg her og nu, og selv om hun aldrig nåede at slå Fogh, som hun ellers bebudede kort efter sin formandssejr over Frank Jensen, så er selvtilliden så stor, at S-formanden er »overbevist« om, at hun kan slå Lars Løkke Rasmussen.
Helle Thorning-Schmidt kan du slå Lars Løkke?
»Ja, det er jeg helt overbevist om at jeg, og vi kan«, siger Helle Thorning-Schmidt.
Ifølge S-formanden er det største oppositionsparti om muligt endnu mere uenige med Lars Løkke end Anders Fogh Rasmussen.
»Jamen, det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været meget uenige med Fogh, men vi har haft respekt for ham. Vi er om muligt endnu mere uenige med Lars Løkke i forhold til den retning, vi ønsker for Danmark i den økonomiske krise, vi befinder os i«, siger hun.
Løkke har konsekvent fejlbedømt krisen
»Regeringen og særligt Lars Løkke har taget meget let på situationen i stedet for at handle med rettidig omhu. Vi er uenige i Løkkes prioriteringer, men hvis han bliver statsminister, siger vi naturligvis tillykke med det og anerkender ham som en modstander, vi har stor respekt for«.
Det lyder som om, Løkke er værre end Fogh?
»Løkke har konsekvent fejlvurderet den økonomiske politik«.
Men Løkke har regeret som minister i Fogh-regeringen. Kan du pege på en egentlig politisk forskel mellem Fogh og Løkke?
Løkke er verdensmester i blokpolitik
»Jeg kan konstatere, at Løkke er verdensmester i blokpolitik. Jeg ved snart ikke, hvem der er værst. Vi har stor respekt for dem begge, men vi er hverken enige med den ene eller den anden Rasmussen«.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke, da han er bortrejst i denne weekend.
Herunder kan du se og høre Politikens politiske redaktørs analyse af situationen på Christiansborg efter Foghs kandidatur.




























