Alle konflikter med den tyrkiske regering er ryddet af vejen efter, at Anders Fogh Rasmussen har holdt tale i Tyrkiet og har haft en samtale på tomandshånd med den tyrkiske ministerpræsident Erdogan.
Det vurderer den kommende Nato-chef selv. »Jeg havde i går et møde under fire øjne med Erdogan, og jeg tror, jeg kan sige oven på det møde, at der vi har ikke nogen udestående problemer med hinanden herefter«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Der er nu en fælles holdning til, at nu kigger vi fremad. Fortid er fortid, og nu skal vi samarbejde. Jeg har givet udtryk for, at jeg betragter Tyrkiet som en vigtig strategisk partner, som jeg vil gøre mit til at få ind i et tæt samarbejde, og fra tyrkisk side er der givet udtryk for det samme«. Herhjemme har der været kritik af, at du gik for langt i din tale i Istanbul? »Det er der nu ikke ret mange, der mener. Jeg tror, de fleste anerkender, at jeg sagde i går i Istanbul ordret og til punkt og prikke det samme, som jeg har sagt tidligere, og som jeg sagde i 2006 (under Muhammedkrisen, red.)«, siger Fogh. Ordret og på punktum det samme »Jeg var meget omhyggelig med de formuleringer, jeg brugte. De er nemlig ordret de samme, som jeg brugte i 2006. Du kan slå efter og se, at de fra ord til andet og på punktum er det samme. Det var vigtigt for mig, for jeg vil ikke have, at der skal herske nogen tvivl om, at jeg mener det samme nu, som jeg mente dengang«. »Men det jeg opdagede var, at der var brug for at komme ned og sige det selv direkte. Således at den tyrkiske offentlighed og den muslimske offentlighed i bredere forstand havde hørt og set mig selv sige det. For det kan være noget ganske andet end mere eller mindre forvanskede og fordrejede udgivelser af, hvad jeg har sagt«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Derfor blev det faktisk modtaget altovervejende positivt i Tyrkiet samtidig med, at jeg faktisk har fastholdt, hvad jeg sagde i sin tid. På den måde har jeg også diplomatisk løst opgaven, som jo også var en del af forståelsen omkring mit valg som generalsekretær. Det skal jeg ikke lægge skjul på«. »Ikke mig der har et problem«Ikke desto mindre er du blevet skamrost i en leder i Politiken i dag. Det blev du jo ikke ligefrem under Muhammedkrisen? »Det giver jo altid anledning til eftertanke, når man på forsiden af Politiken bliver rost. Men det ændrer ikke på, at Politiken så nu roser mig for nøjagtig de samme udtalelser, som de i sin tid kritiserede mig for. Jeg mener ikke, at det er mig, der har et problem i den sammenhæng«. Hvordan kan tyrkerne have fået det indtryk, at Danmark vil lukke Roj TV? »Næh. Men der er måske på grund af forskelle i samfundssystemer måske også forskellig tolkning af de muligheder, som en regering har. Jeg har jo aldrig lagt skjul på, at hvis der er tilstrækkelige håndfaste beviser – beviser der kan holde i byretten – for at Roj TV udfører terroraktiviteter eller finansierer dem eller er relateret til terroraktiviteter, så ikke blot vil vi, så skal vi også gøre alt, hvad vi kan for at lukke tv-stationen. For det vil i så fald være i strid med dansk lovgivning«, siger Anders Fogh Rasmussen.



























