Poul Nyrup Rasmussen kunne ikke slå Anders Fogh Rasmussen i valgkampen i 2001. Mogens Lykketoft kunne heller ikke i 2005.
Helle Thorning-Schmidt sagde: »Jeg kan slå Fogh«, men klarede den alligevel ikke, da slaget endelig stod i 2007. Men nu er det langt om længe lykkedes for Socialdemokraterne - i et historisk perspektiv. Berlingske.dk har bedt i alt 28 historikere og politiske eksperter om at vurdere de ni længst siddende danske statsministre ud fra forskellige egenskaber som karisma, lederevner, udenrigspolitisk tæft, samarbejdsevne og økonomisk styring.



























