Sætter menneskets bedste ven tænderne i et andet levende væsen, skal hunden aflives omgående. Sådan lyder det fra Venstres retsordfører, Kim Andersen. Han støttes af både regeringspartnerne fra de konservative og Dansk Folkeparti. »Jeg er fuldstændig enig i synspunktet. Om vi kan få retsgrundlaget på plads, så vi kan handle på den måde, må vi se på«, siger den konservative dyrevelfærdsordfører, Knud Kristensen. Lovgivningen skal ændres Kim Andersen tager skridtet videre. Han er klar til at afskaffe den del af lovgivningen, som giver hund og ejer ret til en undersøgelse af en hundesagkyndig, før det bliver afgjort, om hunden skal have den dødelige sprøjte. »Jeg kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor man skal lade det komme an på langhårede psykologiske tests«, lyder det fra Kim Andersen i Radioavisen. »De skal aflives« Også Dansk Folkeparti er klar til at se nærmere på de firbenedes adfærd. »Vi bakker op om Venstres ordfører. For det er klart, at har man en hund, der skambider til blods, så skal de også aflives med det samme, så andre ikke bliver offer for hundens adfærd«, siger DF’s dyrevelfærdsordfører, Marlene Harpsøe. Men hun påpeger, at Kim Andersens forslag ikke kan stå alene. Derfor har Dansk Folkeparti i dag fremsat et forslag om skærpelse af hundeloven, hvor de blandt andet vil de gøre det lovpligtigt for alle kamphunde over seks måneder at bære mundkurv. En hund er en hund Hverken regeringen eller Dansk Folkeparti vil lave særskilte regler for de forskellige hunderacer. Derfor kan en lille som en stor hund se frem til en dødelig dom for alvorlig dårlig opførsel. »Jeg har ikke noget problem med, at en chihuahua løber hen, og bider mig i det ene bukseben. Det er, når man bliver påført en synlig skade, og hvor hunden udviser den aggressive adfærd og bider, der ikke er nogen vej tilbage. Men fornuften skal hele tiden være med i spillet«, siger Knud Kristensen.
Ikke altid dyrets skyld
Også Socialdemokraterne tilslutter sig. Men ligesom Dansk Folkeparti mener de, at der skal en omfattende indsats til over for hundeejerne.



























