Forældre på tvunget ferie og et tilbageskridt for ligestillingen. Det er konsekvenserne af, at kommuner indfører endnu flere lukkedage i institutioner, lyder det fra oppositionen. Finansordfører Morten Bødskov (S) mener ikke, at regeringen holder, hvad den lover, og vil have klare svar fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om familiernes fremtid. »Da man lavede den forrige finanslov, sagde den tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), og jeg citerer, at »det her er en stor dag for børnefamilierne, fordi lukkedagene er på vej i graven«. Men nu viser det sig, at lukkedage bliver til lukkeuger«, siger Bødskov. Finansminister ønsker ingen flaskehalse Men ministeren vil ikke komme med endegyldige svar, før han har talt med kommunerne. »Vi skal på dagsinstitutionsområdet sikre, at der er en fleksibilitet, sådan så forældrene kan få deres børn passet. Og det er sådan set en forudsætning for vores fleksible arbejdsmarked, at der ikke opstår flaskehalse på det her område« siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) Men den udtalelse er ikke godt nok for Socialdemokraternes finansordfører, som mener, at regeringen ikke har lavet andet end at tale i mere end otte år. Debat i salen Men finansministeren var i debathumør og svarede igen ved at spørge Morten Bødskov, hvad den socialdemokratiske løsning er. »Jamen det er, at der ikke skal være nogen lukkedage, og det har vi fremsat gang på gang«, svarede Bødskov. Det er SF’s børneordfører, Pernille Vigsø Bagge, helt enig i. Ifølge hende går det nemlig ud over kvinderne, at der nu er udsigt til flere lukkedage. »Det er rigtig uheldigt for ligestillingen, for det viser sig, at det meget ofte er kvinderne, som må tage fri fra arbejde for at passe børnene. Det kan blive en rigtig uheldig livsbalance mellem familie og arbejdsliv «, siger hun. Et slag for arbejdsmarkedet Og konsekvenserne af lukkedagene er ikke bare at blive hjemme fra arbejde. Ifølge SF’eren vil det skabe en kolossal udfordring på arbejdsmarkedet, da forældre er nødsaget til at gå ned i tid. »Det er også uheldigt for arbejdsmarkedet, som mangler arbejdskraft i forvejen, og som faktisk lider under, at kommunerne ikke indretter deres institutioner efter arbejdsmarkedet i højere grad«, siger ordføreren. SF har de afsat 475 millioner kroner i deres økonomiske plan frem til 2015 til at afskaffe lukkedagene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























