Sagen om udlændingeloven er årets største politiske skandale, mener Politikens læsere.
I en afstemning på politiken.dk har hver tredje af næsten 3.000 læsere valgt EU-retten og den danske udlændingelov som årets største skandale foran ellers stærke kandidater som finansminister Lars Løkkes (V) bilagsrod, politireformen, overborgmester i København Ritt Bjerregaards (S) billige boliger og integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) kamp med pressen.
Falsk familiesammenføring for EU
Sagen om EU-retten og den danske udlændingelov begyndte at rulle, da journalister fra Berlingske Tidende over for Udlændingeservice udgav sig for at være et par, der ville familiesammenføres.
Det skulle ske uden om den stramme danske udlændingelov og efter de mere lempelige EU-regler.



























