Oppositionen går terroristernes ærinde, når den kritiserer regeringens og Dansk Folkepartis alliance med USA og Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne.
Det var budskabet mellem linjerne, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i dag holdt tale ved en 100 års jubilæumsfest for Venstres Ungdom på Skamlingsbanken i det sydlige Jylland.
Fogh: Ånden fra Scavenius dukker op igen
Statsministeren trak en lige linje fra besættelsestidens samarbejdspolitik over for Nazityskland under den radikale udenrigsminister Erik Scavenius til Det Radikale Venstres kritik af den nuværende danske udenrigspolitik.
»Scavenius talte om de store tyske sejre, der slog verden med beundring. Senest så vi ånden fra Scavenius dukke op i nogle af kommentarerne til terrorbomben mod den danske ambassade i Pakistan«, lød det fra statsministeren, der fortsatte:
»Jeg vil gerne slå fast – det er ikke terrorister, der skal bestemme, hvordan vi indretter det danske samfund. Vi skal stå sammen om at afvise deres angreb og ikke bøje os«.
Vestager: Lad historikerne tale
Det Radikale Venstres formand, Margrether Vestager, mener, at statsministerens bemærkninger er skudt langt over mål.
»Lad historikerne tage historie-diskussionen. Dette handler om Danmark i dag, og om hvordan vi fører effektiv udenrigspolitik. Dette er bare omsvøb, fordi Fogh ikke vil have diskussionen om den første karikaturkrise og den krig, som han fik Danmark med i«, siger hun til TV2 News.
Vil dække over egne fejl
Vestager beskylder statsministeren for at dække over egne fejl og mangler i forbindelse med de senere års udenrigs- og sikkerhedspolitik.
»Han har hovedansvaret. Han lod sig inspirere af Bush og løb med på hele den dagsorden. Det brød to årtiers effektiv og ordentligt samarbejde i Folketinget om en effektiv udenrigspolitik«, mener den radikale formand.
fortsæt med at læse




























