Hurtigst muligt efter det kommende topmøde mellem Nato-landenes stats- og regeringschefer i april, skal Nato mødes med Rusland i det såkaldte Nato-Rusland råd. Rådet har ellers været lagt på is siden Rusland invaderede Georgien – med store protester fra Nato til følge. Per Stig afviser knæfald Det var Nato-landenes udenrigsministre, som i dag besluttede at genoptage samarbejdet. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser, at den 26 lande store forsvarsalliance har lagt sig på knæ for Rusland. »Vi giver ikke efter over for Rusland. Vi har bare måttet konstatere, at vi bedst kan diskutere Georgien, hvis vi har et sted at diskutere det«, siger den danske udenrigsminister. Det er også i Georgiens interesse, mener han. »Hvis man skal fremme Georgiens interesser og forsøge på at forsone Georgien, så kan det altså ikke nytte noget, hvis man ikke snakker med dem, som har militær dernede«. Clinton spillede positivt ud Allerede inden dagens møde tog sin begyndelse, havde USA’s udenrigsminister Hillary Clinton lagt op til at kaste en spand varm vand på det iskolde forhold. »Det er på tide at begynde på en frisk. Vi kan og skal finde måder at arbejde konstruktivt med Rusland, hvor vi deler fælles interesser, inklusive at hjælpe befolkningen i Afghanistan«. Sådan refererer nyhedsbureauet Reuters fra det talepapir, som USA’s udenrigsminister Hillary Clinton havde forberedt til mødet mellem sine 25 ministerkolleger. Litauen stejlede Udenrigsministrenes diskussion om forholdet til Rusland trak imidlertid ud. Det skyldes angiveligt modstand fra Litauen, der allerede inden mødet havde udtalt skepsis over for at genoptage et normalt forhold til Rusland. »På nuværende tidspunkt mener jeg, at det er præmaturt at åbne en formel dialog«, sagde Vygaudas Usackas ifølge Reuters. Udenrigsministeren for den tidligere sovjetrepublik tilføjede, at Nato bør bruge mere tid op til topmødet mellem medlemslandenes stats- og regeringsledere i april til at presse Rusland til mere samarbejde. Per Stig Møller bekræfter, at der var et land som modsatte sig at genoptage samarbejdet. Nato fordømte russisk invasion Rusland er ikke og har aldrig været et medlem af Nato. Men de to parter har arbejdet sammen i Nato-Rusland Rådet. Samarbejdet brød imidlertid sammen oven på Ruslands invasion af Georgien, som resulterede i ekstraordinære møder i såvel EU og Nato samt fordømmelser af Rusland. Forholdet mellem Rusland og vesten har også været plaget af stærk russisk modstand mod et amerikansk missilskjold i Østeuropa. Forholdet bløder op For nylig sagde den russiske præsidents talskvinde Nataliya Timakova dog ifølge nyhedsbureauet AP, at Rusland er »positiv« over for ånden i et brev, som USA’s præsident Barack Obama sendte til den russiske præsident Medvedev tilbage i februar. Brevet var et svar på et brev fra den russiske præsident, hvor han ønskede Obama tillykke med indsættelsen som ny præsident.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























