Rigsrevisionens skarpe kritik af Lars Løkke Rasmussens gavmildhed over for privathospitalerne er ved at udvikle sig til et politisk drama. Flere af de folkevalgte statsrevisorer forsvarer nu Rigsrevisionen, efter at Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, i går beskyldte rigets revisionsfirma for at være »enormt politiserende«. »Jeg går ud fra, at også Venstre synes, at det på længere sigt er fornuftigt at have en uafhængig og kritisk revision. Derfor kan man undre sig over Peter Christensens kritik«, siger formanden for statsrevisorerne gennem ti år, Peder Larsen (SF) til Politiken. Han kalder det »uhørt«, at politikere kritiserer Rigsrevisionen: »Jeg har ikke læst rapporten om det private sygehusvæsen endnu. Men Rigsrevisionen begiver sig normalt aldrig af med at politisere«, siger Peder Larsen. Overraskelse over Venstres kritik DF’s statsrevisor, Henrik Thorup, vil heller ikke udtale sig om Rigsrevisionens rapport, før han har set den. Men også han er overrasket over Venstres kritik. »For mig er Rigsrevisionen noget af det mest upolitiske i samfundet. Så som sådan er jeg ikke enig med Peter Christensen«, siger han. I en endnu ikke offentliggjort rapport kritiserer Rigsrevisionen Lars Løkke Rasmussen (V) for at have givet privathospitalerne alt for lukrative aftaler, da han var sundhedsminister. DF vil vente med at drage konklusioner Rapporten har udløst vrede protester fra oppositionen, hvor SF mener at Lars Løkke bør gå af som statsminister, mens de radikale mener, at det bør få »meget vidtgående konsekvenser« for ham.
Men Dansk Folkeparti freder Lars Løkke Rasmussen i første runde; partiet vil vente med at drage konklusioner, indtil Rigsrevisionens endelige rapport foreligger. Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, kan ikke selv se noget problem i, at han kritiserer Rigsrevisionen for at politisere: »Jamen, vi har da løbende lyttet til masser af kritik fra Rigsrevisionen. Jeg kan bare konstatere, at deres tilgang til sundhedsforsikringer er enormt politisk«.




























