Flere konservative partier vender deres gruppe i Europaparlamentet ryggen og danner et nyt EU-skeptisk parti. Det er De Konservative fra Storbritannien og Det Borgerlige Demokratiske Parti fra Tjekkiet, der forlader Europaparlamentets konservative gruppe efter sommerens Europaparlamentsvalg. Allerede her og nu danner de to partier en politisk bevægelse ved navn Bevægelsen for Europæisk Reform. I en fælles udtalelse fra de to partier hedder det, at den nye bevægelse arbejder for »...en mere moderne, åben, fleksibel og decentraliseret Europæisk Union...«. De to ledere inviterer alle »ligesindede partier« til at deltage, og Dansk Folkeparti kan ende med at bide på krogen. Dansk Folkeparti åbne for samarbejde Morten Messerschmidt afløser partikollegaen Mogens Camre som Dansk Folkepartis spidskandidat til parlamentet, og ifølge ham har partiet haft et »glimrende samarbejde« med de britiske konservative i den internationale organisation Europarådet, som dog intet har med EU-institutionerne at gøre. Og så kan Dansk Folkepartis nuværende gruppe i Europaparlamentet, Gruppen Unionen for Nationernes Europa, komme til at lide døden efter valget, påpeger den nye spidskandidat. Det skyldes skærpede minimumsregler for antallet af parlamentarikere og lande, der skal være repræsenteret i en gruppe, før den kan godkendes. »Med de nye regler er vores gruppe nødt til at opfinde sig selv på ny. For som det ser ud i dag, kommer vi ikke til at leve op til reglerne«, siger Morten Messerschmidt. Han vil dog vente til efter valget, før han »går i gang med de videre overvejelser« om valg af gruppe. Vil det sige at – alt efter valgets udfald – så kan Dansk Folkeparti indgå i den nye gruppe? »Ja, vi har et glimrende samarbejde i Europarådet, og jeg ser ingen grund til ikke at fortsætte det«. Polske konservative på vej til klubben Foruden de konservative fra Storbritannien og Tjekkiet rører også Polens ligesindede på sig. Det polske konservative parti Lov og Retfærdighed hører på nuværende tidspunkt hjemme i samme EU-skeptiske gruppe som Dansk Folkeparti, men ifølge den Bruxelles-baserede ugeavis European Voice står også det polske parti med det ene ben i den nye gruppe. Konservativ flugt kan gøre socialdemokrater størst Alene den britiske og tjekkiske flugt fra den konservative gruppe kan halvere det forspring på 70 medlemmer, som gruppen på nuværende tidspunkt har ned til den socialdemokratiske gruppe, der er parlamentets næststørste samling. Det er vel at mærke at dømme ud fra den nuværende mandatfordeling, og da den nye gruppe først øjner dagens lys efter valget til juni, kan stemmerne til den tid ændre ved på regnestykket. Det hindrer dog ikke et par smilehuller i at vokse frem på de danske socialdemokraters spidskandidat Dan Jørgensen, som kalder det »interessant«, at socialdemokraterne kan blive den største gruppe. »Det vil betyde en langt mere grøn og social bevidst profil for Europaparlamentet«, siger han. Hver spidskandidat, hver sin politiske brille Morten Messerschmidt ser derimod den nye gruppering som en triumf for EU-modstanderne. »Det må være befriende for de britiske konservative at komme ud af kløerne på deres gamle gruppe. Det er mit klare indtryk, at hovedparten af dem er lige så skeptiske over for EU, som vi er i mit parti. Det er godt for dem og for unionsmodstanden«, siger han. Men »det er bestemt ikke nogen sejr for unionsmodstanderne«, lyder den socialdemokratiske kommentar. »Den primære skillelinje i Europaparlamentet vil også efter valget være mellem højre og venstre i det politiske spektrum. Kun i ganske få af de spørgsmål, vi beskæftiger os med i parlamentet, betyder det noget, om man er tilhænger eller modstander af EU. Den nye gruppe vil derfor få meget begrænset magt«, siger Dan Jørgensen. Europæerne sammensætter det nye Europaparlament, når de sætter kryds ved stemmeurnerne 7. juni i år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























