Morten Messerschmidt undrer sig over, at der bliver ved med at cirkulere historier om, at han og Dansk Folkeparti er blevet udelukket fra en ny eu-skeptisk gruppe i Europaparlamentet.
DF har nemlig aldrig søgt optagelse i gruppen, siger Messerschmidt. »Jeg er meget forundret over, at det bliver udlagt som et nederlag for mig, at vi ikke er med i den gruppe. For jeg har slet ikke snakket med toryerne om det«, siger Morten Messerschmidt. Det er toryerne – de britiske konservative – der har taget initiativ til den nye gruppe, som får navnet Europæiske Konservative og Reformister.




























