Skattestop eller ej, så skal smøgerne være dyrere i Danmark. Det konstaterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et svar til Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
»Regeringen har hidtil og vil fortsat i arbejdet i EU støtte en forhøjelse af EU’s minimumafgift på tobak, idet der også på EU-plan skal tages passende hensyn til grænsehandlen med lande uden for EU. Regeringen arbejder således både nationalt og på EU-plan for at fremme folkesundheden, herunder ved anvendelse af afgiftsinstrumentet«, skriver Lars Løkke Rasmussen i sit svar.




























