Det lugter langt væk af sjusk og rod. Sådan lyder det fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) om den måde, som regeringen har håndteret de afviste irakere på. Derfor skal Socialdemokraterne presse regeringen til enten at give irakerne opholdstilladelse eller genåbne sagerne, lyder det. »Socialdemokratiet skal lægge pres på regeringen, så den genåbner alle sagerne og får dem vurderet på en ordentlig måde«, siger DSU’s formand, Peter Hummelgaard Thomsen.
»Absurd forløb«
Han er forarget over, at irakerne i månedsvis har været strandet i Brorsons Kirke på Nørrebro, at der ikke er styr på, hvem de er, og at mangler der klarhed om hjemsendelsesaftalen med de irakiske myndigheder.
»Forløbet for de stakkels irakere i kirken har været absurd. De er blevet behandlet på en måde, som er på grænsen til at overskride menneskerettighederne. Og den situation har regeringen et medansvar for«, siger han, men forsikrer, at det ikke er DSU’s politik, at enhver, der kommer til Danmark, skal have asyl.
Alle har skydevåben i Irak
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, står fast på, at irakerne skal hjem. Derfor vil han heller ikke gå i dialog med regeringen om den sag.
»Hvis man er afvist, skal man som udgangspunkt hjem. Vi vil ikke være med til at lave særlove, men der er mulighed for at give humanitær opholdstilladelse efter en individuel vurdering. Og det er ministerens ansvar at se på det og bruge loven«, siger Henrik Dam Kristensen. Formanden for DSU fik problematikken helt ind på livet, da han for et par måneder siden besøgte Irak og så, hvilke forhold de afviste asylansøgere vil komme til. Peter Hummelgaard Thomsen måtte bære skudsikker vest og have bevæbnede vagter ved sin side, ligesom han flere gange blev beordret til at dukke sig og holde sig inden døre om aftenen. »Mit indtryk er, at det bestemt ikke er sikkert. Det er et område, hvor almindelige mennesker føler sig nødsaget til at gå med håndvåben for at beskytte sig. Det er altså alvorlige ting«, siger Peter Hummelgaard Thomsen og opfordrer repræsentanter fra Udlændingestyrelsen til selv at tage til Irak og se på forholdene. Han besøgte blandt andet den kurdiske provins Suleimaniah i Nordirak, hvor han så udbrændte biler i vejkanten og folk, der hverken havde vand eller sanitet.






























