Roserne regnede ned over afdøde Svend Auken, da han i dag blev hyldet af hundredvis af såvel almindelige århusianere som partikammerater ved en mindehøjtidelighed i Århus.
Både de røde roser, som er Socialdemokraternes symbol, men i endnu højere grad de verbale roser til en mand, som af en lang stribe talere blev betegnet som en ener og en politiker af en helt sjælden støbning. Men først og fremmest et rigtigt menneske, som hos mange af de fremmødte har sat sig dybe spor.



























