De muslimske parallelsamfund i Danmark skal bekæmpes.
Og det skal blandt andet ske ved, at skolerne skal undervise mere i demokrati og danske værdier i skolen, ligesom landets friskoler – herunder de arabiske og muslimske friskoler – skal under skærpet opsyn for at forhindre undervisning, der skaber had og foragt for danske værdier. Det siger erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K), der præsenterer et stort integrationsudspil i forbindelse med Konservatives sommergruppemøde på tirsdag. »Vi har børn, der vokser op i det her land, som i princippet lige så godt kunne have boet i Saudi-Arabien. For det fjernsyn, de ser derhjemme, det sprog, de taler derhjemme, og det, der foregår på en række af friskolerne, har ikke noget med Danmark at gøre«, siger Lene Espersen. Skal indgå i undervisningen Ifølge Lene Espersen skal demokratiundervisningen være en del af pensum fra 1. til 10. klasse. Ikke som et egentligt fag – det skal indgå i undervisningen, så alle elever får kendskab til folkestyret, ligestilling, ytringsfrihed og retten til at bestemme over sit eget liv.




























