Skibsbyggere og slagteriarbejdere, der mister jobbet under krisen, skal kunne tage en kompetencegivende uddannelse på dagpenge. Det vil Socialdemokraterne foreslå i de kommende finanslovforhandlinger.
»Vi står i en danmarkshistorisk set ekstrem krise. Og vi skal have en krisepakke på uddannelsesområdet, som giver mulighed for, at folk kan skifte job. Mennesker, der bliver kastet ud i ledighed, som det sker i stort omfang, skal have mulighed for at tage en kompetencegivende uddannelse på dagpenge, så de kan uddanne sig til andre fag og skifte job«, siger finansordfører Morten Bødskov.




























