Der er fortsat plads til at bruge flere af statens milliarder på at bygge og renovere. Det mener både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som dermed afviser at lytte til de økonomer, der i dagens udgave af Politiken advarer mod overophedning i byggesektoren som følge af de mange milliarder, som regeringen allerede har investeret for at dæmme op for den økonomiske krise. »Hvis man ser på regeringens egen prognose for beskæftigelsen, så er der tale om et voldsomt fald. Det er oven i købet en prognose, som vi vurderer som værende meget optimistisk, og derfor ser vi ikke nogen problemer i at sætte gang i en vækstpakke, der kan skaffe flere arbejdspladser«, siger socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov. 20.000 nye byggejobs Socialdemokraterne vil lancere en vækstplan på 36 milliarder kroner. Den vil skabe 40.000 nye job, hvor af de 20.000 er i byggebranchen. Og selv om byggebranchen lige nu siger, at de kun har 10.000 såkaldte konjunkturledige, så fastholder Morten Bødskov altså, at der er plads til de massive investeringer. »Byggebranchen er sandsynligvis den sektor, der er allerhårdest ramt i krisen. Det skyldes, at den simpelthen er gået helt i stå, og derfor vil ledigheden fortsætte med at stige næste år. Det er også grunden til, at vi vurderer, at der er plads til en stor vækstpakke«, siger han. Kunstig overophedning I dagens udgave af Politiken advarer økonomerne ellers mod netop den politik. Regeringen har allerede fremrykket investeringer for adskillige milliarder, og derfor frygter økonomerne, at de målrettede offentlige investeringer mod byggesektoren vil skabe en kunstig overophedning, der vil give et unødvendigt lønpres i en sektor, som i forvejen havde for mange ansatte, da højkonjunkturen rasede.
LÆS ARTIKEL: Økonomer frygter overophedning af byggeriet
Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl vil ikke høre tale om, at det kan være sundt med flere ledige i en bestemt sektor, men han erkender, at der skal holdes øje med byggesektoren, før man gør alvor af at fremrykke nye hospitalsbyggerier, sådan som Dansk Folkeparti ellers har lagt op til.
Der er fortsat plads
»Det handler jo om, at der skal være folk i den anden ende til at gøre arbejdet. Selvfølgelig skal vi ikke sende milliarder ud til fremrykkede investeringer, der så fører til, at vi skal hente udenlandsk arbejdskraft for at få arbejdet gjort. Vurderingen skal være baseret på, om der er ledig kapacitet til rådighed«, siger Kristian Thulesen Dahl, der dog fastholder, at den kapacitet er til rådighed netop nu.
»Med de forventninger vi har til ledigheden i 2010, så vil der også være plads til mere, end der er lagt op til på nuværende tidspunkt. Men når jeg bliver spurgt, hvor meget der er plads til, så er det noget, som må vurderes, mens vi i de kommende måneder forhandler finansloven. For jo tættere vi kommer på næste år, jo bedre fornemmelse for næste års konjunktur har vi også«, siger Kristian Thulesen Dahl.




























