Efter en uges hidsig debat om Rigsrevisionen erklærer formanden for de seks statsrevisorer, Peder Larsen (SF), at han ikke føler sig overbevist om, at offentligheden har fået et fyldestgørende billede af sagen. »Jeg kan ikke være 100 procent tryg. Bare det, at Rigsrevisionen siger, at der er papirer, der ikke er kommet frem, som burde have været fremme, gør, at jeg på institutionens vegne skal være bekymret«, siger Peder Larsen.
Kritik fra Rigsrevisionen
Diskussionen om Rigsrevisionens undersøgelse af, om Lars Løkke Rasmussen som sundhedsminister betalte privathospitalerne for meget, blussede i denne uge op på ny.
Det skete, da rigsrevisor Henrik Otbo højst usædvanligt udtalte, at han ikke var tilfreds med flowet af informationer fra Sundhedsministeriet til brug for Rigsrevisionens kulegravning af sagen.




























