Unge kriminelle kan muligvis se frem til at blive sat i et særligt arresthus, hvor de undgår at pleje omgang med ældre og mere hærdede kriminelle. I hvert fald er et flertal blandt Folketingets partier åbne for idéen, skriver Berlingske Tidende.
Kriminalforsorgen har ellers forsøgt at dæmme op for problemet ved at placere et par håndfulde unge bag tremmer i Vestre Fængsel i en separat afdeling væk fra de voksne fanger, men det indebærer en form for isolationsfængsling, lyder kritikken fra blandt andre SF, som derfor foreslår at omdanne et af landets arresthuse til et særligt midlertidigt ungdomsfængsel.



























