Enhedslistens medlem af Folketinget Per Clausen vil sammen med foreløbig to tidligere venstrefløjsaktivister lægge sag an mod staten, fordi Politiets Efterretningstjeneste (PET) efter deres vurdering ulovligt registrerede dem op gennem 1980’erne. »Retssagen skal tvinge PET til fremover at foretage sine registreringer på lovlig vis. Derudover skal retssagen fastslå, at de registreringer, PET lavede under den kolde krig, var ulovlige, så de ansvarlige fra dengang kan blive stillet til regnskab«, siger Per Clausen.
PET-kommissionen fremlagde i sidste uge sin beretning. Her fremgår det, at PET fra 1981 til 1986 i al hemmelighed registrerede folk, der stillede op for VS til byrådet i Aalborg og til amtsrådet i Nordjylland.




























