Den kriminelle lavalder på 15 år skal ikke sænkes. Og unge over 15, men under 18 år, som debuterer som kriminelle, skal kunne slippe for at få første stempel i deres straffeattest. Det er to af de mange anbefalinger til en forbedret indsats over for kriminelle unge, som regeringens kommission om ungdomskriminalitet om få dage afleverer til justitsminister Brian Mikkelsen (K). Kommissionen lægger i det hele taget an til en fast, men udstrakt hånd til de unge kriminelle – hvis de vil samarbejde:
Formand er blevet politidirektør
Kommissionen siger nej til en række ideer om særlig frihedsberøvelse, men ja til en øget social indsats med inddragelse af skole og hjem samt kommune og politi.
Formand for kommissionen har været Johan Reimann, der nu er politidirektør i København. Han vil ikke udtale sig om indholdet i kommissionens rapport, men bekræfter, at den bortset fra enkelte redaktionelle ændringer er færdig.




























