Lokalpolitikere overalt i landet er skuffede over den tre år gamle kommunalreform: Der er blevet for langt mellem borgere og kommuner, og især udsatte børn, handikappede og ældre er tabere i reformen. Det viser en rundspørge, Politiken Research har foretaget blandt samtlige 2.522 kommunalbestyrelsesmedlemmer op til kommunalvalget i november. Over halvdelen har svaret. Og 37 procent af dem, der har deltaget, siger, at de er skuffede over reformen. Kun godt 25 procent kalder reformen en succes. Resten mener, at det hverken er en succes eller en skuffelse.
LÆS ARTIKEL Borgerne dumper kommunalreformen
Et helt andet fokus på ledelse
At der er blevet større afstand mellem borgere og politikere er seks ud af ti politikere helt eller delvis enige i.
Og blandt de kritiske opfatter langt de fleste afstanden som et problem. Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), kalder tallene »ærgerlige«: »Engang kunne man ofte nøjes med at snakke med folk hen over køledisken i det lokale supermarked. Men vi er ikke længere bare ambassadører for dem, der har stemt på os lokalt. Nu er vi medlemmer af en bestyrelse i en stor virksomhed: kommunen. Der er kommet et helt andet fokus på ledelse. Så det er logisk, at politikere bekymres for borgerkontakten«, siger Fabrin, der selv er borgmester i Rudersdal.



























