En af Venstres stærkeste borgmestre - Hernings borgmester Lars Krarup - er træt af Dansk Folkepartis evne til at køre regeringen rundt i manegen i finanslovsforhandlingerne.
»Det burde være hunden, der logrer med halen, og ikke halen, der logrer med hunden. Det her handler udelukkende om profilering, og at DF er på stemmejagt en uge før kommunalvalget«, siger borgmesteren med henvisning til, at Dansk Folkeparti insisterer på, at et nyt supersygehus skal placeres i Aulum mellem Holstebro og Herning i stedet for i Gødstrup ved Herning, som Regionsrådet - og Lars Krarup - har anbefalet.



























