Danmark sender flere afghanere i trøjen

Lyt til artiklen

Den danske indsats i Afghanistan skal ændres, så den har mere fokus på uddannelse af afghanske soldater og mindre fokus på decideret dansk krigsførelse. Og så skal den danske indsats suppleres af flere civile rådgivere, der kan hjælpe afghanerne med alt fra vejbyggeri til lagerlogistik og it-udbygning. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). »Det er afgørende for mig, at vi har nogle klare mål for, hvordan vi over tid flytter vores indsats fra en kampindsats til en militærindsats, hvor vi opbygger de afghanske sikkerhedsstyrker. Og så skal vi satse mere på kapacitetsopbygning i det afghanske samfund, sådan at vi kan skabe forudsætningerne for, at vores piger og drenge kan komme hjem igen«, siger Lars Løkke Rasmussen. Opfordring fra Fogh Meldingen fra regeringen kommer efter, at Nato’s øverstkommanderende i Afghanistan, general McCrystal, har efterspurgt flere soldater for at klare missionen i det krigshærgede land. Det fik i går Nato’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til at sende en direkte opfordring til samtlige medlemslande – herunder Danmark – om at bidrage med flere kamptropper, flere penge eller nyt udstyr. »Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at der er grund til at påskønne den meget store indsats, Danmark gør. Altså, i forhold til landets størrelse gør Danmark meget, og vi har oven i købet soldater, der opererer i Helmand-provinsen, som er et særligt udsat område«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Når det er sagt, så vil jeg slå fast, at min opfordring om et ekstra bidrag gælder alle allierede uden undtagelse. Det er værd at se på, om man er i stand til at gøre mere«, siger generalsekretæren. Regeringen afviser at sende flere danske soldater af sted. P.t. er der 750 danske tropper i Helmand-provinsen, hvilket svarer til det loft, partierne bag Afghanistan-aftalen har sat. Ekspert: Det er vejen frem Men i stedet er statsministeren altså parat til at sende flere civile rådgivere af sted, og så skal den militære indsats omprioriteres. »Vi har allerede danske officerer i Afghanistan, der træner afghanske soldater, og på den måde flytter de stilling for stilling meget mere, end hvis de stod på deres egen position. Så det er noget, vi skal se mere på«, siger Lars Løkke Rasmussen, der dog slår fast, at en ændring i den danske strategi skal ske i samarbejde med forligspartierne, som står bag den Afghanistan-aftale, der løber frem til 2012. »Det bliver inden for rammerne af den folketingsbeslutning, der ligger, at vi skal gøre noget. For det er vigtigt for mig, at vi bevarer den brede politiske opbakning bag vores indsats i Afghanistan. Jeg er stolt af at komme fra et land, hvor vi på trods af de forfærdelige menneskelige ofre, vi har lidt i Afghanistan, har bred politisk opbakning og stor folkelig opbakning«. Hos Forsvarskommandoens Afghanistan-ekspert, Peter Dahl Thruelsen, vækker det glæde, at regeringen nu er parat til at yde en større indsats i arbejdet med at uddanne en afghansk hær. Thruelsen mener, at det netop er samarbejde med afghanske sikkerhedsstyrker, der er vejen frem, hvis krigen i Afghanistan skal blive en succes. »De gange, vi har været på missioner med afghanske soldater, har vi oplevet en større imødekommenhed og venlighed fra lokalbefolkningen. Og det er jo logisk nok – for lokale afghanere har selvfølgelig en større troværdighed end nogle udenlandske soldater, som de godt ved ikke vil blive for evigt«, siger Thruelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her