Ikke sjældent er det EU, den nyudnævnte klima- og energiminister Lykke Friis har i tankerne.
Det afslører Friis' opdateringer på hendes Facebook-profil.
Så sent som i aftes var det hendes nye chef, statsminister Lars Løkke Rasmussen (som Lykke Friis kalder 'Rasmussen den tredje), Friis undrede sig over.
Således skrev hun klokken 18.28:
»Lykke Friis tænker over Danmarks næste kommissær. Rasmussen III har ventet så længe nu. Og hvilke muligheder er der tilbage, hvis vi ikke går efter klimaforandring? Men hvem havde troet på Rompuy som præsident«.
Ventede et par timer på Løkke
Det var ikke meget længere, hun behøvede vente på vished.
Svaret fik hun et par timer efter, da Lykke Friis blev ringet op af statsministeren, der spurgte, om hun ville overtage Connie Hedegaards plads, når hun skal til Bruxelles.
LÆS ARTIKEL
Ny minister klappet ind af spritnye partifællerOg således blev kommissærposten ikke kun et spørgsmål om Danmarks fremtid i EU, men også - helt konkret - Lykke Friis egen fremtid.
Er det nu slut med Facebook?
Og som en af hendes venner skriver til hende om den spydige kommentar om Lars Løkke Rasmussen:
»Spøjs statusupdate de seneste begivenheder taget i betragtning. Stort tillykke med ministerposten!«.
En anden konkluderer:
»Du er den rigtige til jobbet. Eneste ulempe jeg kan få øje på: Nu hører vi nok ikke så meget til dig her på FB (Facebook, red.)«.
Og det er måske sandt. Den nyudnævnte minister har endnu ikke givet en status på dagens begivenheder.




























