Løkke: Jeg holder mit eget tempo

Udfordret. »Jeg kan godt se, at jeg er udfordret, og at regeringen er udfordret. Men jeg ved, hvilken plan jeg kører efter«, sagde Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde.
Udfordret. »Jeg kan godt se, at jeg er udfordret, og at regeringen er udfordret. Men jeg ved, hvilken plan jeg kører efter«, sagde Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde.
Lyt til artiklen

Jo, det går stejlt op ad bakke for regeringen lige nu.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde, som flere politiske iagttagere har betegnet som Løkkes hidtil vigtigste, siden han blev udnævnt til statsminister sidste forår.

LÆS OGSÅ Engell: Det er skæbnedag for Lars Løkke

I den seneste tid har statsministeren været under massiv kritik for sin håndtering af en række politiske sager og for ikke at markere sig nok politisk.

Op på hesten igen
Da han i sidste uge tog på familieferie på Tenerife blev kritikken spidset til. Og det mærkede Løkke helt nede i de sydlige himmelstrøg, hvor han gjorde sig tanker om krisen, mens hans cyklede rundt på øen på en lejet cykel.

»Når man kører i stejlt terræn, er der lige så mange højdemeter op, som der er ned. Nogle gange går det op ad bakke, og nogle gange ned. Det kendetegner også det politiske landskab«, siger Løkke.

»Jeg kan sagtens se, at det går op ad bakke politisk. Jeg kan godt se, at jeg er udfordret, og at regeringen er udfordret. Men jeg ved, hvilken plan jeg kører efter. Det, der er afgørende nu, er at nå op på den næste bakketop«, siger statsministeren.

Kører i sit eget tempo
Løkke opfatter en del af kritikken fra politiske kolleger, modstandere og kommentatorer som »gode råd«.

Og de er hørt og taget til hjertet. Nogle af dem vil han følge. Men han fører politik i sit eget tempo.

»Når man cykler op ad bakke i stejlt terræn, og man - som jeg - ikke er designet til at klatre, er man nødt til at holde sin egen kadence. Uanset hvor mange mennesker - kommentatorer, kolleger, journalister - der står og råber på, at nu skal der skiftes klinge eller skiftes gear, er man nødt til at holde sit eget tempo. Ellers må man forcere og går sukkerkold«, siger statsministeren.

Økonomisk plan på trapperne

Den næste politiske udfordring, regeringschefen vil kaste sig over, er det konvergensprogram, regeringen skal udarbejde for at leve op til EU's krav til statens økonomi. Men dem, der kræver øjeblikkelig politisk handling, må væbne sig med lidt mere tålmodighed.

»Vi skal have klarlagt og identificeret, hvilken aktuel økonomisk situtation, Danmark er i, og vi skal selvfølgelig give vores politiske svar på, hvordan vi kommer videre. Men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge. Vi skal identificere problemerne først«, siger Løkke, der varsler, at konvergensprogrammet bliver præsenteret inden for de kommende uger.

Indtil da vil Løkke genvinde tilliden blandt vælgere og kolleger ved at »passe sit arbejde«.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her