Lene Espersen (K) følte sig ramt personligt af Dansk Folkepartis kritik, og derfor reagerede hun langt mere afvisende med svar som »skingert« og »vrøvl«, end statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde. Sådan opfatter centrale politikere hos både de konservative, Venstre og Dansk Folkeparti den konservative partileders reaktion på torsdagens kontante slagsmål i VKO-lejren. »Det er en meget personlig kritik mod Lene Espersen, som Kristian Thulesen Dahl fremfører. Det er selvfølgelig aldrig rart at blive omtalt på den måde, som han omtaler hende. Dansk Folkeparti er kraftigt ude med riven efter hende, og den slags må man godt svare igen på«, siger politisk ordfører Henriette Kjær (K).
LÆS OGSÅ: DF til regeringen: Tag jer nu sammen
Slagsmålet startede, da Kristian Thulesen Dahl (DF) i et læserbrev i Jyllands-Posten i usædvanlig hårde vendinger beskyldte statsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen for dårlig ledelse med for mange svipsere. Dansk Folkeparti har tidligere bedt regeringen tage sig sammen, men Thulesen Dahls læserbrev rummede en hidtil uhørt skarp kritik:
Mangler ydmyghed Regeringen tager magten for givet og fremstår ikke stærk nok. Den mangler ydmyghed. Det viste sig, da Lars Løkke og især Lene Espersen personligt lavede klare fejldispositioner ved at passe familien i stedet for det politiske arbejde. Mener altså det faste støtteparti siden 2001. Lars Løkke Rasmussen valgte at tage kritikken til sig med udtalelser om, at han altid lytter til gode råd fra Dansk Folkeparti: »De er vores eneste venner på Christiansborg, så dem skal man lytte til. Hvis der breder sig en antagelse hos vores bedste venner om, at vi ikke er dedikerede nok og ydmyge nok, hvor forkert den antagelse så end er, så er det selvfølgelig en udfordring for regeringen, og den må vi tage på os«, sagde statsministeren.






























