På trods af, at talrige VK-ministre gennem de seneste ni år har fået ørene i maskinen for at optræde som reklamesøjler for private firmaer, er udenrigsminister Lene Espersen (K) nu - igen - havnet i en sag om netop det.
Både i magasinet 'Smag på Nordjylland' og på den nordjyske 'Restaurant Lillehedens' hjemmeside optræder Lene Espersens således på fotos, hvor restauratøren har en arm om hende.
I hånden har den storsmilende minister et glas marinerede sild - produceret af selvsamme restauratør.
Ministeren afviser interview
Ritzau har bedt om et interview med Lene Espersen om sagen, men forgæves.
I stedet meddeler hun i en mail, at hun nu efter Ritzaus henvendelse har kontaktet restauratøren.
»For at undgå enhver polemik har jeg selvfølgelig straks i dag (tirsdag, red.) bedt restauratøren tage billedet af hjemmesiden, hvilket han har lovet at efterkomme«, skriver hun i mailen.
Dommer i sildemarineringskonkurrence
Baggrunden for sagen er, at udenrigsministeren i foråret var dommer i en sildemarineringskonkurrence i Nordjylland. Og ved den lejlighed lod hun sig fotografere sammen med sildemarinerings-vinderen.
Og Lene Espersen mener ikke, at hun med sin ageren har overtrådt reglerne for ministre og reklamer.
»At et billede i den lokale avis af min overrækkelse af årets pris så er endt på den vindende restaurants hjemmeside i hvad, der kan opfattes som reklameøjemed, er noget jeg først nu er blevet bekendt med«, tilføjer hun i mailen.
Lene Espersen er tidligere - i sin tid som justitsminister - blevet kritiseret for at agere reklamesøjle for tøjfirmaet 'munte plus simonsen'. Det skete, da det ved årsskiftet 2002/2003 kom frem, at hun havde lånt sit nytårsgallatøj hos den succesfulde designerduo.
Lars Løkke forbyder ministre i reklamer
Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev på et pressemøde i marts spurgt om, hvad han mente om ministres optræden i reklamer.
»Ministre skal ikke optræde som reklamesøjler«, slog han fast.
Se statsministeren svare på spørgsmålet her:
ritzau




























