Efter 15 år som formand for Dansk Folkeparti er Pia Kjærsgaard i gang med at planlægge sin exit. Tankerne om arvefølge og strategi er tænkt, og for første gang taler Dansk Folkepartis leder om det kommende generationsskifte i regeringens støtteparti. »På det politiske håber jeg meget, at de holder meget fast i værdidebatten. For den er fortsat meget vigtig. Og så håber jeg, at den ledelse, der kommer, stadig vil være en ledelse, der er fasttømret«, siger hun.
»Så længe toppen hænger sammen, så fungerer partiet også i lagene under. Hvis partiledelsen begynder at krakelere, så duer det ikke«, mener DF-lederen.



























