For første gang i 2010 har blå blok med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen overtaget føringen i dansk politik. Hvis der var valg i dag, ville 50,8 pct. af danskernes sætte deres kryds ved et borgerligt parti, mens 49,2 pct. ville satse på rød blok og Helle Thorning-Schmidt (S). Det viser den første meningsmåling gennemført efter afgørelsen af Helle Thorning-Schmidts skattesag. »Den bevægelse, som begyndte allerede inden skattesagen, den forsætter nu. Danskerne respekterer, at vi siger tingene ærligt, hvorimod S og SF bliver straffet for at føre en uansvarlig økonomisk politik«, siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, hvis parti dog ikke kan høste roserne for fremgangen.
Venstre og konservative går tilbage
Venstre taber selv 2,4 pct. af vælgerne i forhold til for en måned siden, og også regeringspartneren, de konservative, fortsætter nedgangen, viser målingen, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. K får kun 6,2 pct. af stemmerne, hvilket er historisk lavt for partiet, der fortsat kæmper med vrede vælgere efter partileder Lene Espersens feriesager.
Derimod holdes regeringspartierne oppe af støttepartierne Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der begge går markant frem. FAKTASe de seneste meningsmålinger her


























