Den konservative partiformand, Lene Espersen, forklarer, at hun blandt andet byggede på faglige input fra daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), da hun sidste år foreslog betalingen til privathospitalerne sat ned med 25 procent. Det fremgår af en skriftlig kommentar, som den konservative pressetjeneste i aftes sendte til Politiken.
Men samtidig afviser partiformanden »blankt«, at hun tidligere har givet Folketinget forkerte oplysninger om sagen. »Jeg har i den omtalte spørgetime i Folketinget 13. maj 2009 sagt, og her citerer jeg ordret, at mit udspil vedrørende lavere takster til privathospitalerne »hviler på et grundigt arbejde, som er lavet af den konservative folketingsgruppe som led i et større sundhedsudspil«. Dette er korrekt«, skriver Lene Espersen til Politiken. Gik i pressen i marts 2009 med en melding Hun forklarer, at hun i marts 2009 forud for den konservative gruppes sundhedsudspil ’Et sundt liv – også for de svageste’ gik i pressen med en melding om, at partiet ville kigge kritisk på de takster, som privathospitalerne får for at gennemføre operationer for det offentlige.




























